Etape 1: Kreativitetsfasen.
Etape 2: Implementerings- og opbygningsfasen.
I dette afsnit beskrives etape 1.
Projektet har til formål, at tilvejebringe de nødvendige og kontante forudsætninger for, at borgerne i Snedsted, på et oplyst og inspireret grundlag, i fællesskab kan tage stilling til og beslutte sig for, hvilken langsigtet strategi de vil følge, for at revitalisere Snedsted på kort sigt frem mod 2030 og derefter på længere sigt i årtierne derefter.
De 3 forudsætninger er:
1: At alle bliver inspireret og får lov til at se deres by, Snedsted, i et helt nyt lys og perspektiv;
- At se hvad Snedsted kunne udvikles til og se hvilke muligheder Snedsted også rummer.
- At se hvad Snedsted kunne blive til – andet end en by der forfalder.
- At få nogle fagkyndige, innovative, kreative og konkrete bud på, hvordan Snedsted som by, og især centrale dele af Snedsted midtby, ville kunne revitaliseres, re-designes, rekonstrueres og tilføres en ny merværdi, som inspiration der kan fører til handling.
2: At den tilvejebragte inspiration, og de gode ideer til hvordan Snedsted ville kunne revitaliseres bliver omkostningsberegnet. At der udvikles bæredygtige finansieringsmodeller til implementering af de forskellige revitaliseringsmodeller, så man som borger kan deltage i samtalen på et oplyst finansielt grundlag.
3: At den nødvendige finansiering i Snedsteds tilfælde, som first mover på iværksættelse og implementering af en markant revitaliseringsstrategi, identificeres via anden ekstern understøttende finansiering – og at denne eksterne finansiering tilvejebringes.
Arkitektskolen Aarhus afholder sommerskole i Snedsted i juli/august 2025, hvor 24 studerende, opdelt i 6 grupper, arbejder med projektet i Snedsted i 14 dage.
Den fortrukne model for Arkitektskolen Aarhus er, at de studerende indlogeres i tomme, men rengjorte boliger/huse i Snedsted. Husene vil være sparsomt møbleret med hvad de studerende behøver.
Hvis det meget overraskende skulle vise sig, at der, mod den allerede indtrådte daglige virkelighed i Snedsted, netop ikke i juli/august 2025 vil være nok tomme brugbare boliger i det centrale Snedsted, er det alternativt aftalt, at de studerende kan indlogeres i hallen, på skolen eller privat.
De studerende holdes omkostningsfrie under deres ophold. Det betyder, at de får dækket rejseomkostninger og forplejning vha. de fondsmidler der er bevilget.
I perioden skal de studerende indgå i dialog med relevante personer i byen, og kommunen.
De studerende vil arrangere små events, for at mødes med borgerne, for at høres deres ønsker håb og forventninger til Snedsteds fremtid - og deres bekymringer om det samme.
Aarhus Arkitektskole har en etableret tradition for at lave sommerskole for deres studerende i sommerferieperioden.
Sommerskole dækker som begreb over at Arkitektskolen Aarhus tilbyder grupper af studerende ophold et eller andet sted i landet eller udlandet – med en formuleret opgave/udfordring de skal løse og give bud på. Disse sommerskoler kan have forskellig varighed, op til 14 dage.
Projektet Revitalisering af Snedsted 2030 tager afsæt i den tradition som Arkitektskolen Aarhus har udviklet gennem de seneste år med at tilbyde sommerskole for interesserede studerende i deres sommerferie.
Sommerskolens form og formål er, at de studerende rejser hen og bor på en bestemt lokation for at løse en opgave der er defineret og beskrevet på forhånd. Sommerskolen er et værdsat tilbud blandt de studerende.
Projektet Revitalisering af Snedsted 2030 har især hentet inspiration fra et sommerskoleforløb Arkitektskolen Aarhus gennemførte i samarbejde med Vejle by/Vejle Kommune.
Formålet for denne sommerskole var, at få de unge arkitektstuderendes innovative, kreative og implementerbare bud på en bedre Vejle Midtby, især området omkring Spinderihallerne.
Opgaven/udfordringen i dette projekt formuleres i et samarbejde mellem Arkitektskolen Aarhus og styregruppen i Snedsted.
Men overordnet vil opgaven til de arkitektstuderende hedde:
"Giv jeres bud på hvordan Snedsted
kan revitaliseres frem mod 2030
og i årene derefter"
Billedet her stammer fra sommerskolen i Vejle Midtby
De studerende vil modtage 4 dages vejledning, i Snedsted, af undervisere fra Arkitektskolen Aarhus, i løbet af deres sommerskoleforløb og vil derudover kunne søge online vejledning løbende under hele deres ophold.
På sidste dag i deres sommerskoleforløb, inviterer de studerende, i samarbejde med bestyrelsen for Snedsteds Revitalisering, alle borgere til åbent præsentations-event i Snedsted hallen.
Her præsenterer de 6 arbejdsgrupper deres innovative forslag til en Revitalisering af Snedsted 2030.
Her vil hver gruppe præsentere:
· Deres fysiske arkitekturmodel/forslag til hvordan Snedsted Midtby, omfattende området mellem Vangsgade og Søndergade. Mellem Vandhøjvej og den del af hovedgaden mellem Vangsgade og Søndergade, kunne revitaliseres i størrelsesforhold 1:100
· Deres fysiske arkitekturmodel/forslag af et byområde i Snedsted, de efter eget valg, har valgt at revitalisere i Snedsted by i størrelsesforhold 1:100
· Deres visuelle præsentation, af minimum 1 minuts varighed og max 5 minutters varighed, af det område/de forslag de selv synes deres revitalisering tilfører mest værdi.
De studerende vælger selv det software de vil bruge til denne præsentation.
· Deres skitseforslag/fysisk arkitekturmodel af den ombygning de har udformet, af en af de eksisterende huse på Vangsgade til en moderne bolig for en familie med 2 børn, i størrelsesforhold 1:50
Det er med stor glæde, at vi kan meddele, at Landdistriktspuljen har bevilget Kr. 639.757 til vores projekt "Revitalisering af Snedsted 2030".
Sammen med en tidligere bevilling fra Thisted Kommune på Kr. 100.000 og et tilskud fra Sparekassen Danmark Fonden Thy på Kr. 25.000 betyder det, at projektet nu er fuldt finansieret.
Vi ser frem til sommeren 2025, hvor 24 unge arkitektstuderende kommer til Snedsted, for at give deres bud på, hvordan vi i en fremtid, hvor vi kigger ind i stagnation og en sandsynlig tilbagegang i Snedsteds befolkningstal, kan undgå forfald i byen og det gode liv kan nydes og leves fuldt ud af de mennesker, der vælger at bo i Snedsted.
Vi håber at se og kunne involvere rigtig mange af Snedsteds borgere i en sag som berører os alle.
Det handler om vores fælles fremtid, det sociale liv og trivsel i byen, og ikke mindst handler det også om alle husejeres fremtidige økonomi.

